Danmark
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Danmark (flertydig). (artikler, som begynder med Danmark)
|
|||||
| Nationalt motto: Intet. Dronningens valgsprog: Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke. |
|||||
| Nationalmelodi: Der er et yndigt land (nationalsang) Kong Christian (kongesang) |
|||||
| Hovedstad | København (se Danmarks hovedstæder) 56°12′ N 11°41′ E |
||||
| Største by | København | ||||
| Officielle sprog | Dansk[a] | ||||
| Regeringsform | Konstitutionelt monarki Dronning Margrethe II Anders Fogh Rasmussen |
||||
| Statsdannelse |
I forhistorisk tid | ||||
| Areal • Total • Vand (%) |
43.094 km² (nr. 131) 1,6 % |
||||
| Indbyggertal • 2008 anslået • [[]] folketælling • Tæthed |
5.475.791[1] (nr. 106) 127,06/km² (nr. 78) |
||||
| BNP • Total • Pr. indbygger |
2008 anslået 209,551 mia. USD[2] (nr. 49) 38.207 USD (nr. 14) |
||||
| Valuta | Dansk krone (DKK) |
||||
| Tidszone • Sommer (DST) |
CET (UTC+1) CEST (UTC+2) |
||||
| Nationalt topdomæne | .dk | ||||
| Telefonkode | +45 |
||||
| Kendingsbogstaver (bil) | DK | ||||
| Luftfartøjsregistreringskode | OY helikoptere OY-H |
||||
| a. På Grønland grønlandsk og dansk; på Færøerne færøsk og dansk. Tysk er anerkendt mindretalssprog i Sønderjylland. | |||||
Danmark (fra oldnordisk: Danernes Mark) er et land i Skandinavien i det nordlige Europa. Det er verdens ældste kongedømme (i dag konstitutionelt monarki) som sammen med de to selvstyrende områder – øgruppen Færøerne (i Nordatlanten) og øen Grønland (i Nordamerika) – indgår i Kongeriget Danmark. Danmark består geografisk af halvøen Jylland og 443 navngivne øer, småøer og holme, hvoraf de 72 er beboede (pr. 1. januar 2008).[3] Landet er placeret i Skandinavien med havet (Østersøen, Skagerrak, Kattegat og Nordsøen) som nabo samt Tyskland, som Jylland grænser op til mod syd.
Historisk set har Danmark været væsentligt større end det er i dag, men mange århundreder med krige mod Sverige og tyske stater har indskrænket det danske territorium. Danmark fik sin grundlov i 1849 og sit nuværende parlamentariske system i 1901. Statsformen er negativ parlamentarisme, der betyder, at regeringen ikke kan have et flertal i Folketinget imod sig. I nyere tid har Danmark forsøgt at involvere sig stadigt mere aktivt i, OECD, NATO, FN, Nordisk Råd og mange andre internationale organisationer. Danmark blev som det første nordiske land medlem af EF, senere EU, i 1973.
Danmark har siden vikingetiden været en søfartsnation, men i løbet af industrialiseringen begyndte landbrug og industri at spille en større rolle, samtidig med en omfattende urbanisering fandt sted. Danmark formåede i den postmoderne industrialisering at omstille sin industri og økonomi effektivt, så landet i dag er en topmoderne markedsøkonomi, der hovedsageligt lever af tjenesteydelser og en stor udlandshandel. Danmarks økonomi er bygget op omkring hvad der er kendt som den skandinaviske velfærdsmodel. I Danmark begyndte opbygningen af velfærdssamfundet i 1930´erne og blev udbygget betragteligt i løbet af 60´erne og 70´erne. Danmark havde verdens 3. højeste BNP pr. capita i 1970. Mellem 1970 og 1990 voksede skattetrykket og reguleringer dramatisk , mens Danmark adopterede den nordiske model eller princip for en velfærdsstat. Efter at være faldet alvorligt tilbage i velstand, arbejdsløshed og andre indikatorer, tog Danmark skridt henimod økonomisk liberalisering i 1980'erne og 1990'erne. På det globale Fredsindeks steg Danmark fra en tredjeplads i 2007 til en andenplads i 2008. På trods af den voldsomme skat, er økonomien ellers ganske fri. Økonomisk Friheds Indekset (Engelsk:Index of Economic Freedom) rangerer Danmark på en 11. plads i verden over de mest frie lande, og nummer fire i Europa.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
[redigér] Forhistorie til vikingetid
Dansk forhistorie begyndte ved forsiden af den indlandsis, der for ca. 15.000 år siden begyndte at vige nordpå i forbindelse med en klimaændring. Rensdyrjægerne levede hér og afløstes af andre jægerfolk, som ernærede sig af jagt og fiskeri igennem årtusinder. For ca. 6.000 år siden blev jægerstenalderen langsomt afløst af bondestenalderen, som igen afløstes af bronzealder og jernalder. Allerede i slutningen af jernalderen, dvs. i 700-tallet, kan der have eksisteret en stærk, dansk centralmagt. Herom kunne det kolossale forsvarsværk Dannevirke og Kanhavekanalen Samsø være et "bevis". Dog mener de fleste moderne historikere, at netop Danmark som geografisk område nok snarere skal opfattes som en del af det frankiske rige i denne periode.
Populært siges det, at ordet "Danmark" første gang nævnes på Jellingestenen fra omkring år 985, men iflg. flere kilder nævnes Danmark både i den oldengelske krønike Orosius fra ca. år 890 hvor nordmanden Ottar nævner Danmark (Denemearc), og i den østfrankiske krønike Regino af Prüm fra starten af 900-tallet.
Forhistorien sluttede med vikingetiden, hvor danske vikinger begyndte at hærge og handle i det meste af Europa. De danske vikinger begyndte at kræve den såkaldte Danegæld, hvilket betød at konger fra England betalte skat til den danske konge mod at undgå plyndringer. Danske og skandinaviske vikinger spillede i det meste af vikingetiden en stormagtsrolle i Europa, bl.a. på grund af den stærke flåde.
[redigér] 1047-1536
Den danske historie indledes i det 8. århundrede, hvor de første, skriftlige kilder begynder at omtale forholdene her. På den måde er vikingetiden en overgangsfase mellem forhistorien og den danske middelalder, som blev en periode, hvor kontakten med det øvrige Europa fik stadigt stigende betydning. Tre forhold vejede tungt: kongernes forsøg på at øge deres indenlandske magt, deres forsøg på at udvide det udenrigske magtområde og striden med Hanseforbundet.
Den indenlandske magtkamp stod først mellem stormændene på den ene side og kongemagten og kirken på den anden. Senere blev det til en strid mellem kirken og kongemagten. Udenrigs forsøgte man at skabe og fastholde et østersørige, kulminerende i Kalmarunionen af 1397. Samarbejde med Hanseforbundet var en handelsmæssig nødvendighed, men også et konstant økonomisk problem. Dette byforbund fik stor indflydelse på landets forhold og var i perioder den reelle magt i landet.
[redigér] 1536-1660
Renæssancen betød et markant skift i Danmarks historie, særligt fordi reformationen blev en del af ændringen. Kongerne inddrog kirkegodset og stod på den baggrund stærkt over for adelen, men meget af rigdommen blev brugt til krigsførelse. Mest tydeligt er dette eksemplificeret i renæssancekongen Christian IV, der nok lod opføre smukke bygninger mange steder i landet, men som led alvorlige nederlag ved sin deltagelse i Trediveårskrigen i Tyskland. Den fortsatte kamp med Sverige medførte nederlag på nederlag med stadige tab af territorier, først øerne i Østersøen, men senere også danske kerneprovinser som Skånelandene ved Freden i Roskilde i 1658.
[redigér] 1660-1848
Adelens svigt under Karl Gustav-krigen gav plads til et statskup, hvor kongen væltede den gamle forfatning og indførte enevælden med støtte fra borgerskabet. En ny embedsadel voksede frem ved kongernes gunst, og byernes borgere fik efterhånden øget indflydelse. Landet var præget af den kulturelle påvirkning fra Frankrig og af kongernes tyskprægede forvaltning. Med stavnsbåndets ophævelse og senere med andre reformer inden for landbruget fik landet en økonomisk fremgang, der blev afbrudt, da englænderne tog den danske flåde. Dette og Københavns bombardement tvang Danmark i armene på Napoleon, mens Sverige allierede sig med England. Med freden i Wien (1815) blev Danmarks union med Norge opløst, og nordmændene blev tvunget i union med Sverige. Forud var gået en statsbankerot i 1813, men alligevel blev perioden en opgangstid for dansk filosofi, digtning og billedkunst (guldalderen).
[redigér] 1850-1945
Det danske monarki bestod efter freden i Wien af kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonierne. Slesvig har været et dansk len med både dansk- og tysktalende befolkning, hvorimod Holsten og Lauenborg var tyske len og dermed medlemmer af det tyske forbund. Tysksindede i stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten ønskede en stærkere tilknytning til Tyskland. Den danske politik derimod var splittet mellem den konservative Helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik. Helstatsfolkene ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Ejderfolkene ville forene Slesvig med Danmark i en dansk nationalstat. Tyske og danske nationalliberale stod uforenelig over for hinanden. Spørgsmålet var, om Slesvig skulle være dansk eller tysk. Dette førte til et oprør mod Danmark og den 1. Slesvigske Krig. Da Danmark fik støtte fra England, og da krigens forløb faldt ud til dansk fordel, blev status quo genoprettet. I London-protokollen fra 1852 måtte Danmark love, ikke at knytte Slesvig eller Sønderjylland nærmere til kongeriget end Holsten. I forbindelse med revolutionerne i Europa (1848) fik Danmark en fri og demokratisk forfatning i 1849.
De underliggende brudlinjer var dog ikke fjernet, og i 1864 brød den 2. Slesvigske Krig ud. Nu havde landet ikke engelsk støtte, skandinavismen førte heller ikke til militær hjælp, og den danske hær led en række ydmygende nederlag, især slaget ved Dybbøl. Resultatet blev tabet af hertugdømmerne, herunder også den dansktalende del af Slesvig. Dermed var Danmark blevet en rent dansk småstat.
Omkring 1870 kom industrialiseringen i gang i Danmark, og den blev fremmet ved anlægget af et tætmasket jernbanenet og af talrige færge- og fragtbådsforbindelser mellem landsdelene. Samtidig betød opsvinget i landbruget (andelsbevægelsen) en forøget købekraft hos landbefolkningen, og da udstykningen medførte et overskud af mennesker, fik byerhvervene en kærkommen reserve af billig arbejdskraft. Husning af disse mange tilflyttere skete på meget tilfældige vilkår og en række epidemier hærgede København og de større provinsbyer. Ved kloakering, oprettelse af skoler og udbygning af sundhedsvæsnet fik man efterhånden skik på sygdommene. På arbejsmarkedsfronten lykkedes det at dæmpe uroen, da det danske arbejdsmarked ved Storkonflikten i 1899 fik sin grundlov, hvor fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig.
Danmark holdt sig uden for den 1. verdenskrig, og forsyninger til de krigsførende lande gav arbejde og indtjening til mange. Efterhånden fik kvinderne også valgret (1915), og det tyske nederlag i 1918 medførte en folkeafstemning, så Nordslesvig blev genforenet med Danmark, men afstemningsvilkårene betød, at der blev skabt et tysk mindretal i Danmark og et dansk i Tyskland. Den økonomiske krise i 1930'erne betød massearbejdsløshed, men også forbedring af samfundets støtte til arbejdsløse, invalide og uforsørgede kvinder og børn. Med genoprustningen af de europæiske stormagter kom der atter gang i produktionen i Danmark, og ved krigsudbruddet i 1939 var der optimisme hos alle. Selvom Danmark blev besat i 1940, opretholdt landet sin egen regering indtil 1943, men der opstod efterhånden så stærk en modstandsbevægelse, at landet kunne tælles med blandt de allierede lande, der oprettede FN i 1945. I 1944 erklærede Island sig som selvstændig nation. Landets selvstændighed blev anerkendt af den danske regering i 1945.
[redigér] 1945-1990
I årene derefter var Europa delt, ideologisk og efter landegrænser. Frygten for Sovjetunionen førte til, at Norge og Danmark valgte at deltage i NATO (1949), mens Sverige forblev neutralt, hvad der knuste drømmen om et Nordisk forsvarsforbund. Det gav dog samtidig landet adgang til Marshall-planen, der var ment som en støtte til genopbygning af de europæiske lande. Det skabte gode tider i landet, og kommunismen mistede efterhånden taget i den brede befolkning. Storpolitisk var situationen fastlåst, og det gav meget få manøvremuligheder i dansk udenrigspolitik, men på det økonomiske område var der dog plads til ændringer. I løbet af 1960'erne kom der gang i forhandlingerne om dansk deltagelse i EF (det senere EU), og i 1972 bekræftede en folkeafstemning Danmarks optagelse i fællesskabet. Ved flere senere afstemninger blev samarbejdet udvidet trinvis.
[redigér] 1990-2009
Med jerntæppets fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i de følgende år blev der skabt helt nye vilkår for dansk udenrigspolitik, der blev langt mere aktiv: Støtte til de baltiske lande, udvidelsen af NATO, øget integration i EU og militær deltagelse i aktioner på Balkan, i Afghanistan og Irak. I flere bølger fik landet en stærk tilstrømning af udlændinge, der kom hertil dels som flygtninge og dels som indvandrere. I begyndelsen blev det betragtet som et rent praktisk problem at huse og integrere disse mennesker fra fremmede kulturer, men efterhånden viste det sig, at indvandringen skabte visse problemer. Diskussionen om hvilken politisk linje man skulle lægge i indvandrerspørgsmålet prægede især folketingsvalget 2001, men er stadig et varmt, aktuelt debattema i dansk politik.
[redigér] Politik
[redigér] Politisk system
Det politiske system i Danmark tager udgangspunkt i den første grundlov fra 1849, som er blevet revideret tre gange, mest markant i 1915, hvor kvinder fik valgret, og i 1953, hvor landstinget blev afskaffet. Danmark har siden den reviderede grundlov af 1953 haft et parlamentarisk et-kammersystem. Grundloven af 1953 sikrer i fællesskab med inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lov i 1992 danske borgeres menneskerettigheder. Konventionen håndhæves af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis fortolkninger af menneskerettighedskonventionen således har direkte betydning i Danmark. Landet er ligesom andre parlamentariske demokratier, ifølge Grundlovens paragraf 3, opdelt mellem de tre magter, den udøvende magt, som ligger hos monarken, den lovgivende magt, som ligger hos monarken og Folketinget i forening, og den dømmende magt, som ligger hos domstolene. Selvom den lovgivende magt formelt ligger hos monarken og Folketinget i forening, er monarkens magt begrænset til at underskrive de love som Folketinget vedtager. Monarkens udøvende magt udøves gennem monarkens ministre, der formelt udnævnes af monarken, men siden Systemskiftet i 1901 har monarken reelt været undergivet Folketingets politiske stillingtagen til udnævnelsen af ministre, idet den udnævnte regering ikke kan fungere, såfremt et flertal i Folketinget er imod regeringen.
[redigér] Den udøvende magt: Regeringen
Danmark har som konstitutionelt monarki ifølge grundloven formelt set en konge som statsoverhoved, der dermed er det øverste led i den udøvende magt. Dette betyder at regenten og den næste i arvefølgen mødes med regeringen til statsrådsmøder en gang om måneden, hvor de sidste nye love underskrives af dronningen. Dette har siden Påskekrisen 1920 udelukkende haft karakter af en formel procedure med ceremoniel funktion og den siddende regent skriver derfor under uden at blande sig i lovene. Dronning Margrethe II har været Danmarks statsoverhoved siden 1972. På dronningens vegne er statsministeren og hans ministre de øverste i regeringsførelsen. Statsministeren hedder siden 2001 Anders Fogh Rasmussen.
Regeringen skal hele tiden have opbakning fra et flertal i Folketinget, men regeringen behøver ikke bestå af partier med samlet flertal. I øjeblikket regeres Danmark af en mindretalsregering bestående af Venstre og de Konservative, med støtte fra Dansk Folkeparti.
[redigér] Den lovgivende magt: Det danske parlament, Folketinget
Selvom at Grundlovens §3 siger at Regenten og Folketinget styrer sammen, er Folketinget den reelle lovgivende magt i Danmark. Her foreslås, behandles og vedtages landets love, og som parlamentarisk system skal en siddende regering altid have et flertal i Folketinget (eller i det mindste ikke have et flertal imod sig). Folketinget består af 179 medlemmer, med 175 valgt i Danmark, to på Færøerne og to på Grønland, der er på valg hvert fjerde år eller oftere. Medlemmerne vælges af en kompliceret blanding af forholdstals- og enkeltmandstalmetoden, hvormed politikerne bevarer en vis afhængighed af de lokale valgkredse. I Danmark er der politisk tradition for mindretalsregeringer og traditionelt set har kompromisser og samarbejde hen over midten været reglen.
[redigér] Den dømmende magt: Domstolene
Domstolene er uafhængige af regering og folketing. Det er op til domstolene at fortolke de vedtagne lovforslag uden politisk indblanding. Højesteret er øverste domstol, der ved tvister og tvivlsspørgsmål har det sidste ord. Højesteret har dermed en vis politisk betydning, da de i sidste ende kan dømme lovforslag og politiske handlinger ulovlige i forhold til Grundloven. EF-domstolen har efterhånden også form af øverste myndighed på mange områder, der før var rent interne danske anliggender.
[redigér] Indenrigspolitik
Socialdemokratiet har været en afgørende faktor i det 20. århundredes danske politiske historie. Men med valget i 2001 blev det dog en højrekoalition bestående af en Venstre-Konservative regering med støtte fra det nationalt højreorienterede Dansk Folkeparti. Valget førte også til at Socialdemokraterne for første gang, siden 1920, mistede positionen som det største parti i Folketinget. De seneste år i dansk politik har været præget af indvandrerpolitik, og af en diskussion om udformningen af det danske velfærdssamfund i en stadig mere globaliseret verden.
Folketinget ser i dag sådan ud:
| Parti | Partileder | Mandater |
|---|---|---|
| Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | Anders Fogh Rasmussen | 47 |
| Socialdemokraterne (A) | Helle Thorning-Schmidt | 45 |
| Dansk Folkeparti (O) | Pia Kjærsgaard | 25 |
| Socialistisk Folkeparti (F) | Villy Søvndal | 23 |
| Det Konservative Folkeparti (C) | Lene Espersen | 17 |
| Det Radikale Venstre (B) | Margrethe Vestager | 9 |
| Enhedslisten, de rød-grønne (Ø) | kollektiv ledelse | 4 |
| Liberal Alliance (tidligere Ny Alliance) (Y) | Naser Khader | 3 |
| Tjóðveldi | Høgni Hoydal | 1 |
| Sambandsflokkurin | Kaj Leo Johannesen | 1 |
| Siumut | Hans Enoksen | 1 |
| Inuit Ataqatigiit | Josef Motzfeldt | 1 |
| Løsgængere | Pia Christmas-Møller og Simon Emil Ammitzbøll | 2 |
For folketingsvalgene se: Folketingsvalg
[redigér] Politiske partier
I hele Folketingets historie har 18 forskellige partier haft mandater i parlamentet. I dag sidder der 8. Disse er, i rækkefølge efter antallet af mandater, Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Enhedslisten. Partiet Liberal Alliance var et helt nyt parti, som blev stiftet den 7. maj 2007 af de tidligere radikale politikere Naser Khader og Anders Samuelsen og den tidligere konservative Gitte Seeberg. Andre partier der kunne have fået sæde er Kristendemokraterne, som mistede alle sine mandater ved valget i 2005, i 2005 stillede også Centrumdemokraterne og Minoritetspartiet op. Udover de danske partier sidder der som en del af rigsfællesskabet også 4 folketingsmedlemmer fra andre dele af det Danske Kongerige. 2 fra Grønland og 2 fra Færøerne. Det ene mandat fra Grønland er fra partiet Siumut, og det andet er fra Inuit Ataqatigiit. De to fra Færøerne er fra det republikanske parti Tjóðveldi, og det andet fra Sambandsflokkurin. Generelt plejer de fire nordatlantiske mandater ikke at blande sig i indenrigspolitiske forhold, men støtter dog som regel i krisesituationer det parti de føler sig tættest knyttede til.
[redigér] Udenrigspolitik
Efterkrigstiden betød for Danmarks vedkommende et brud med den neutralitetspolitik, der ikke havde kunnet redde landet fra 2. verdenskrigs katastrofer. Den begyndende kolde krig var afgørende for dansk udenrigspolitik i lange perioder, og perioden er stadig i dag kilde til stor debat. Som stiftende medlem af FN og NATO markerede Danmark sig som et land der ville tage del i samarbejde over landegrænserne. Medlemskabet af internationale organisationer skulle fremme de danske mål om at opnå sikkerhed, økonomisk fremgang og, især i nyere tid, at fremme danske værdier og opfattelser om demokrati, retfærdighed og frihed. Den danske bistandspolitik hører trods nylige besparelser stadig til en af de højeste målt pr. indbygger.
Danmark blev som det første nordiske land medlem af EF i 1973 under den første større EF-udvidelse. Den frie adgang til det indre marked har været en væsentlig forudsætning for dansk økonomisk succes, og Danmark fortsætter derfor sammen med bl. a. England med at presse på for yderlige liberaliseringer af markedet, dog med klar modstand mod for udvidede beføjelser til kemi- og levnedsmiddelindustri.
[redigér] Danmark og EU
Siden 1973 er det europæiske samarbejde blevet en stadig mere fast bestanddel af de danske love og domstole. Love vedtaget i EU-sammenhæng indkorporeres i Danmark som en del af alle andre love, og EF-domstolen har i de fleste tilfælde status af højesteret på en del områder. Samarbejdet er til stadig debat, hvilket det danske nej til først Maastricht-traktaten i 1992 og siden til Euro-samarbejdet i 2000 klart viste. Danskere hører dog generelt til en af de mere positivt stemte befolkninger i Europa over for det europæiske projekt.
[redigér] Administrativ inddeling
Som følge af strukturreformen 2007 fra 1. januar 2007 blev 13 amter nedlagt og erstattet af en opdeling af landet i 5 regioner, mens 270 kommuner blev reduceret til 98 ved kommunesammenlægninger. Regionerne består af Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland
Herudover er Færøerne og Grønland en del af kongeriget Danmark. Disse er begge selvstyrende enheder med stor grad af selvbestemmelse indenfor indre politiske spørgsmål. Udenrigspolitik er dog i høj grad overladt til den danske stat. De færøske og grønlandske territorier garanteres endvidere af det danske militær og flåde. Der færøske hjemmestyre besluttede allerede før Danmarks tiltrædelse i EF i 1973, at de ikke ville deltage i EF-samarbejdet. Grønland blev i 1973 automatisk en del af EF, men det grønlandske hjemmestyre meldte sig ud i 1985 efter en vejledende folkeafstemning. Både Færøerne og Grønland har dog en del aftaler med EU. Både Færøerne og Grønland er ligesom Danmark medlemmer af Nordisk Råd.
[redigér] Sprog
I Danmark tales dansk, som sammen med islandsk, færøsk, norsk og svensk tilhører den nordgermanske gren af den indogermanske sproggruppe. Indtil vikingetiden var forskellen mellem de skandinaviske sprog nærmest ikke til stede, hvilket de mange ens runeindskrifter vidner om. I løbet af det 12. århundrede begyndte sprogene at glide fra hinanden, og det særligt danske fonetiske fænomen, det danske stød, formentlig at fremkomme. Det danske alfabet har ligesom det norske de særlige bogstaver æ, ø og å. Det danske sprog har en hel del låneord, især fra nedertysk, og i nyere tid er nogle engelske låneord også blevet en del af hverdagssproget.
Dansk består af mange dialekter, som ofte tydeligt fortæller, hvilken egn af landet personen kommer fra. Rigsdansk er den almindeligt anerkendte variant, som bruges i tv, radio og i undervisning. Endvidere tales der færøsk, grønlandsk samt tysk. Engelsk og tysk er de vigtigste fremmedsprog.
Der er ikke fastsat noget officielt sprog i Danmark, ud over at sproget ved domstolene skal være dansk. Siden 1997 er staten dog forpligtet til at overholde dansk retskrivning. På Færøerne og Grønland er færøsk hhv. grønlandsk de officielle sprog ved siden af dansk.
I 2000 tiltrådte Danmark det Europæiske charter for regional- og mindretalssprog, med tysk som anerkendt minoritetssprog i Sønderjylland. Det tyske mindretal har dog længe haft eget, statsstøttet skolesystem og andre institutioner, hvor der bruges tysk. Der findes også modersmålsundervisning for indvandrere fra EU-lande og for færinger og grønlændere. Modersmålsundervisning for øvrige grupper har siden 2002 været den enkelte kommunes beslutning.
[redigér] Militær
Det danske militær består af Hæren, Hjemmeværnet, Søværnet og Flyvevåbnet. Det danske forsvar måtte efter den tyske besættelse bygges op nærmest fra grunden af. Danmark fik bl.a. hjælp fra USA og andre allierede i det senere Nato, hvorfor meget af det danske militær på den tid bestod af materiel som de allierede havde fremstillet under krigen. Først omkring 1950 begyndte forsvaret at nå den størrelse, der var påkrævet fra Natos side i alliancen mod Sovietunionen og senere militæralliancen Warszawapagten. Dog vedblev styrkestørrelsen at ligge i underkanten af Natos ønsker gennem det meste af den kolde krig.
I 2004 indgik regeringen sammen med Socialdemokraterne, Det radikale Venstre og Dansk Folkeparti et forsvarsforlig, der skulle reformere det danske militær, og forberede styrken på de nye vilkår for forsvarspolitik. På grund af fraværet af en egentlig militær trussel er mobiliseringsforsvaret afskaffet og der skal nu i stedet lægges vægt på indsatsberedskab i uroplagede regioner rundt omkring i verden, hvor Danmark i FN eller Nato-regi skal kunne fungere som effektive internationale tropper, enten i fredsbevarende øjemed eller som deciderede lettere angrebsstyrker.
Det danske forsvar styres af forsvarschefen der er underlagt forsvarsministeren. Forsvarschef var pr. 2008 Tim Sloth Jørgensen og forsvarsminister var Søren Gade, Venstre.
[redigér] Hæren
Hæren er den næststørste af de fire grene i Danmarks forsvar. Den har en fast styrke på cirka 9.150 mand, samt 4.070 på reaktionsstyrkekontrakt. Hæren ledes af:
- Hærens Operative Kommando, som frembringer hærstyrker og indsætter disse.
- Hærens Materielkommando, som anskaffer og gennemfører den logistiske del af driften for hærens materiel-systemer. Hærens Materielkommando ophørte med at eksistere med udgangen af 2006, idet hovedparten af opgaverne blev overdraget til det værnsfælles Forsvarets Materieltjeneste.
[redigér] Hjemmeværnet
Hjemmeværnet er en afdeling for frivillige danskere. Med ca. 51.000 medlemmer er det den største af de militære grene i det Danske forsvar. Heraf er 40% i den aktive styrke. Hjemmeværnet som det kendes i dag blev skabt i 1949 efter en sammenslutning af de andre hjemmeværnsgrupper, som det blå hjemmeværn, og det sorte hjemmeværn. Hjemmeværnet er opdelt i 4 grene: Hærhjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Virksomhedshjemmeværnet.
Oprettelsen af hjemmeværnet havde rod i Danmarks situation i Den kolde krig og læren fra 2. verdenskrig, hvor det danske militær havde været helt utilstrækkeligt. Man ønskede at have en større hærgruppe at trække på i en pludselig krigssituation, og her kunne hjemmeværnets frivillige komme til god brug. I vore dage diskuteres det om Hjemmeværnet stadig har en berettigelse i en situation uden tidligere tiders trusselsbilleder.
[redigér] Søværnet
Søværnet har en fast styrke på cirka 3.400 mand. Flåden er opdelt i en 1. og 2. eskadre, hvor den første varetager sikkerhed, inspektion og katastrofebekæmpelse i de indre danske, grønlandske og færøske farvande, mens den 2. eskadre varetager internationale opgaver. Den 2. eskadre er i øjeblikket under kraftig omstrukturering som følge af helt nye skibstyper som f. eks. Absalon-klassen.
[redigér] Flyvevåben
Flyvevåbnet har en fast styrke på cirka 3.400 mand, der er fordelt på tre flyvestationer i Danmark. Flyvestation Ålborg er hjemsted for tre Challenger VIP og inspektionsfly, der bl. a. kan overvåge de danske farvande for olieudslip fra forurenende skibe, samt fire Herculesfly, der især kan hjælpe med troppeforsyninger i svært tilgængelige regioner, med transport af sårede og til hurtig indsats i nødsituationer over hele verden. I Skrydstrup holder Danmarks 48 F16 fly til, disse fly var bl. a. i aktion under Kosovokrigen mod Serbien. F16-flyene står for at blive udskiftet. I Karup findes Flyvevåbnets 14 nye EH-101 transport- og redningshelikoptere. Flyvevåbenet har endvidere overvågningsradarer ved Multebjerg, Skagen og på Bornholm.
[redigér] Befolkning
Befolkningen i selve Danmark (uden Grønland og Færøerne) er meget homogen, idet over 90 procent af befolkningen er danskere i etnisk, kulturel og sproglig forstand. Det eneste traditionelle og anerkendte mindretal er det tyske mindretal i Sønderjylland, som mere er baseret på sindelag og kulturelt tilhørsforhold end på etnicitet og sprog.
Ud over svenskere, nordmænd og tyskere har de seneste årtiers indvandring bragt bl.a. folk fra det tidligere Jugoslavien, tyrkere, pakistanere, arabere og somaliere til Danmark. I 2007 bor der desuden over 18.000 grønlændere i Danmark.[4]. Etniske danskere udgjorde pr. 1. januar 2007 91,1 %, 4.968.436, af indbyggerne, mens indvandrere og efterkommere udgjorde 477.700. Siden 2003 har der bl.a. været arbejdskraftindvandring fra Polen, Tyskland, Litauen og andre europæiske lande.[5]Ifølge TV2, juni 2007, pendlede 14.000 svenskere til arbejde i Danmark, mens de stadig boede i Sverige. Ifølge Infocenter Grænse (Syddansk Universitet?) pendler 12.000 fra Tyskland hver dag, hvilket er en firdobling på tre år.[6]
Omkring 1300 mener man at Danmark havde i underkanten af 1 million indbyggere, men med efterfølgende pestepidemier og krige skulle det tage 600 år før man atter nåede dette tal. Den første folketælling i 1769 kom frem til et resultat på omkring 800.000 indbyggere (dog uden Skåne, Halland og Blekinge, der var tabt til Sverige i 1658). I løbet af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet voksede befolkningstallet eksplosivt. I 1960´erne faldt fertiliteten til 1,7 barn pr. kvinde, bl. a. på grund af præventionsmuligheder og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Tallet er i dag ca. 1,8 barn pr. kvinde. Dette fødselstal betyder at folkemængden i Danmark har stabiliseret sig i de senere år, men med en svagt stigende tendens på grund af indvandring. Den gennemsnitlige danske familie[husstand/familie?] består af 2,2 personer, mens den omkring 1900 gennemsnitligt bestod af 4,3 personer.
Danmarks folketal 1. oktober 2006 var 5.444.203 (befolkningstæthed 128,47/km²). 1. april 2007: 5.451.826 (128,60/km²). 1. juli: 5.457.415 (128,73/km²). 1. oktober: 5.470.919 (129,04/km²). 1. januar 2008: 5.475.791 (129,16/km²). 1. april 2008: 5.482.266 (129,31/km²). 1. juli 2008: 5.489.022 (129,47/km²). 1. oktober 2008: 5.505.995 (129,87/km²). 1. januar 2008 bor der 3.010.443 vest for Storebælt på 32.772 km² landareal (91,86 indbyggere/km²), mens 45 % af befolkningen bor i Østdanmark, 2.465.348 på 22,7% af landarealet (9.622 km², dvs. 256 indbyggere/km²). 1.645.825 af disse (2008) [7] bor i Region Hovedstaden, som står for 30 procent af landets folketal.
Middellevetiden for mænd og kvinder er steget fra 43,1 hhv. 45,4 år (1850/59) til 52,9 hhv. 56,2 år (1901/05) og til 75,95 hhv. 80,48 år i 2006+2007.[Med/uden spædbarnsdødelighed?][8]